Et partnerskab mellem Grundfos og den finske leverandør af rustfrit stål, Outokumpu, sætter en tyk streg under Grundfos’ ambition om at reducere sin CO2-udledning. Den finske ’grønne stål’ har et CO2-aftryk, der er op til 93% lavere i forhold til traditionelt rustfrit stål*.

Grundfos, en global leder inden for avancerede pumpeløsninger, og vandteknologi, har taget endnu et markant skidt for at reducere CO2-udledninger i forsyningskæden og blive CO2-neutral (Net Zero). Det sker gennem et partnerskab med Outokumpu, en global leder inden for bæredygtigt rustfrit stål.

Partnerskabet betyder, at finsk lavemissionsstål nu bliver brugt i Grundfos’ energieffektive og vandbesparende pumpeløsninger, og allerede i år vil cirka 90 procent af den rustfrie stål, som Grundfos modtager fra den finske leverandør, være Outokumpu Circle Green® rustfrit stål – ’green steel’.

Dermed sætter Grundfos en tyk streg under sin ambition om at reducere virksomhedens globale CO2-aftryk og sin forpligtelse i forhold til at blive klimaneutral.

Grundfos’ Chief Operating Officer Ulrik Gernow siger om partnerskabet: “Grundfos søger aktivt partnere, der deler vores engagement i forhold til bæredygtighed og modstandsdygtighed over for klimaforandringer, så vi sammen kan gøre en endnu større indsats for at løse verdens vand- og klimaudfordringer.”

“Vores mål er at reducere CO2-udledningerne i vores forsyningskæde, og ved at gå over til ‘grønt stål’ tager vi et vigtigt og konkret skridt mod en CO2-neutral forsyningskæde. Det vil dog ikke kun bidrage til at reducere vores eget CO2-aftryk, men også hjælpe vores kunder med at reducere deres.”

Jörg Müller, salgschef for Stainless Europe hos Outokumpu, er lige så begejstret for partnerskabet:

“For at drive den grønne omstilling frem på tværs af hele værdikæden har Europa brug for virksomheder, der går forrest. Ligesom vores mangeårige kunde Grundfos har vi forpligtet os til Science-Based Targets initiative (SBTi) og at blive CO2-neutrale. Derfor er vi glade for at kunne bidrage til, at Grundfos kan tage det næste skridt i virksomhedens bæredygtighedsrejse ved at reducere CO2-udledningerne betydeligt i virksomhedens forsyningskæde og løsninger.”

I 2022 blev Grundfos den første virksomhed inden for vandløsningsbranchen til at modtage fuld validering af sit Net Zero-mål for 2050 fra Science-Based Targets initiative, og siden 2020 har Grundfos reduceret sin CO2-udledninger med 24 procent.

     

Faktaboks

Hvad er ‘Grønt Stål’?

Outokumpu Circle Green® rustfrit stål produceres med et CO2-aftryk, der er op til 93 % lavere end det globale gennemsnitlige CO2-aftryk for rustfrit stål. Det lavere CO2-aftryk opnås gennem virksomhedens avancerede genbrugs- og produktionsprocesser.

*) Globalt gennemsnitligt CO2-aftryk for rustfrit stål (2024): 7 kg CO2e pr. kg rustfrit stål.

Outokumpu Circle Green CO2-udledninger: ned til 0,5 kg CO2e pr. kg rustfrit stål (Outokumpu's beregning baseret på data leveret af CRU, worldstainless og Kobolde & Partners AB)

 

Pressekontakt

Mads Klougart Jakobsen

Tlf: (+45) 5234 2899
E-mail: mjakobsen@grundfos.com